Svømmetræner søges
Sæby Svømmeklub (SSK) søger en kvalificeret og engageret instruktør til at varetage hold i Sæby Svømmebad for børn i forskellige aldersgrupper og niveauer - fra "Plask og Svøm" for de 5-7-årige til svømning for øvede i alderen 12-13 år.
Fokus i SSK er på svømning som fornøjelig og social idræt, og kun i mindre grad på konkurrenceelementet. Det vil dog være en fordel, hvis du selv kender også til denne del af svømmeidrætten, og vi forventer under alle omstændigheder, at du er i stand til at give børnene undervisning og instruktion på højt kvalificeret niveau.
På nuværende tidspunkt er der planlagt fire hold, hver med 45 minutters bassintid, torsdag eftermiddag fra kl. 17:00 med sæsonstart 22/8.
På sigt kan der blive tale om at udvide aktivitetsniveauet. Ud over flere dublerende hold for kernemålgruppen kan der f.eks. blive tale om motionssvømning for juniorer eller voksne, hold for voksne der aldrig har lært at svømme, hold for deltagere med særlige udfordringer.
Administrationen af SSK varetages professionelt af DOF Frederikshavn Aftenskole, således at aflønning og ansættelsesvilkår følger reglerne for aftenskoler. Det betyder, at du vil få 319,02 kr. (plus feriepenge) for hver lektion á 45 minutter, men at der heri er indregnet forberedelsestid, således at hver lektion formelt dækker over 1,6 times arbejdstid. Vi forventer, at du udmønter denne forberedelsestid i f.eks. forældrekontakt, deltagelse i klubarrangementer og også meget gerne medvirken til promovering af klubbens aktiviteter på sociale medier. Ansættelsen aftales hold for hold, således at timetallet kan variere over tid, alt efter hvor mange hold der får deltagere nok til at kunne gennemføres.
Er du 16 år, vil din løn udgøre 60 % af lønnen for voksne (191,41/45 min.), stigende til 75 % (239,27), når du fylder 17.
Send os en ansøgning til info@aftenskolerne.dk med hovedvægten på din svømmeerfaring, din motivation for at søge stillingen samt dig selv som person - og meget gerne så hurtigt som muligt. Du er også velkommen til at ringe på 70 22 21 09, hvis du vil høre mere om jobbet inden du ansøger.